10 gode ting at lave i din vinterferie
Endelig vinterferie! Man hvad skal man få en hel uge til at gå med? Her er bibliotekets forslag.
Af Johanne Vinther
1 Se en god film
Vidste du, at man med sit bibliotekslogin også har adgang til en række film? Log ind på enten børnebiffen.dk eller filmstriben.dk
Børnebiffen er et skræddersyet filmtilbud til de 3-7 årige. Her kan du finde over 500 titler fortrinsvis kortfilm og episoder af fx Lille Tut, 1 minut natur, Cirkeline, Hunden Ib, Hvem, Mægtige maskiner og mange flere.
På filmstriben.dk kan du finde indhold både for børn og voksne. Du kan bl.a. filtrere efter kategorierne ”For små børn”, ”For større børn” og ”For unge”. På filmstriben skal man være opmærksom på, at man har et månedligt antal point, og at man bruger nogle point på at leje en film.
God streaming!
2 Bag pandekager
Gør som Rasmus Klump og venner. Bag et bjerg af pandekager og spis dem sammen med nogen, du holder af.
3 Læs eller lyt en bog fra ereolen GO!
GO! er børnenes online adgang til folkebiblioteket. Her kan du finde lydbøger, e-bøger og podcasts. Du kan også få inspiration til den næste bog, du skal læse, se boganbefalinger fra andre børn og meget mere.
Log ind med bibliotekslogin eller UNI-login, hvis barnets skole er tilmeldt GO!
4 Gå en tur udenfor
Det kan føles lidt som at gå i en fryser at være udenfor disse dage. Pak dig godt ind i tøj og gå en tur udenfor. Find måske en rute, som du ikke har gået før. Måske opdager du et nyt hjørne af dit lokalområde.
5 Hæng ud på biblioteket
Det kan være, at din tur ender på biblioteket. Hovedbiblioteket har åbent alle dage i vinterferien. Vestamager Bibliotek holder som sædvanlig lukket om søndagen. Normale åbningstider gælder. På Hovedbiblioteket kan I købe varme drikkevarer i Café Cookie og bagefter gå på jagt efter bøger, film, blade, tegneserier i bræt- og konsolspil og meget mere.
6 Gå papamok!
Du kan også time dit besøg på Hovedbiblioteket og komme onsdag mellem 10 og 15. Her går vi papamok! i Rotunden. Gennem flere uger har vi samlet pap sammen. Med pap og hubu-skruer bygger vi løs – måske en hule, måske en borg, måske et rumskib. Kun vores fantasi sætter grænser.
7 Bedazzle din yndlingsbog
Hvis du er til lidt mindre kreaprojekter, kan du også onsdag kl. 10-12:30 tage din yndlingsbog med på Hovedbiblioteket og bedazzle den – altså pynte den med små glimtende sten.
OBS: For børn og unge fra 12 år.
Du skal have billet. Billetten er gratis, og den kan trækkes her:
8 Lån et brætspil på biblioteket
Vidste du, at man også kan låne brætspil på biblioteket? I er velkommen til at spille på biblioteket, eller til at tage det med hjem. Husk at låne spillet ved selvbetjeningsmaskinerne, hvis I vil have det med hjem. Vælg bl.a. mellem Scrabble, Afrikas stjerne, Verdens vildeste dyrebingo, HINT, Vildkatten og mange flere.
9 Tag i svømmehallen
Tag en tur i svømmehallen. Måske trænger du til at få varmen i varmvandsbassinet eller saunaen? Eller også kan det være, at du lige skal tjekke, om du egentlig tør at hoppe fra 3 meteren. Hvad med den store vandrutsjebane i Vestamager Svømmehal. Tør du også den?
10 … og selvfølgelig: Læs en god bog!
Naturligvis anbefaler biblioteket at læse en god bog. Lav en kop te eller kakao og find et hyggeligt læsehjørne. Vi har her samlet inspiration til højtlæsningsbøger, billedbøger, skønlitteratur for børn og tegneserier.