Litteratur

Rejs med til: Japan

Træd ind i et land fuld af dybde, mystik og skønhed, hvor tradition møder modernitet, og hver gade og hvert landskab fortæller sin egen historie. Oplev Japans rige kulturarv, livlige byer, betagende natur og fascinerende fortællinger gennem bøgerne.

Af Louise Bach Jensen

Billedet er AI-genereret

Du kender måske Haruki Murakami, der har skrevet en lang række bøger og som med sit gennembrudsværk “En vild fårejagt” blev oversat til dansk i 90’erne.  

De senere år er der oversat en væld af romaner fra japansk til dansk. Japansk litteratur er en vej til forståelse af den japanske kultur og historie, men også til forskellene mellem den vestlige og den japanske kultur gennem interessante karakterer, fortryllende omgivelser, snedækkede bjerglandskaber, Tokyos befolkede gader eller et buddhistisk tempel i en lille landsby.

Japan er et populært rejsemål for mange danskere. Det er et land som tilbyder meget forskelligt og derfor er der noget for alle uanset om man kommer for Japans interessante historie, den smukke natur eller for at spise sig igennem et gastronomisk paradis.

Tag med til storbyerne Tokyo og Kyoto eller tag på vandreture i Hokkaido og stå på ski i Naganos bjerge.  

Hvis du vil udforske det japanske køkken, finder du kogebøger der inspirerer til velsmagende retter fra sushi og gyoza til ramen og japanske karryretter.  

Gå på opdagelse i vores samling og bliv klogere på et spændende og underfundigt land præget af modsætninger og fascinerende historie. 

Fra mandag d. 26. maj og frem til søndag d. 22. juni kan du opleve vores japanske udstilling. Følg kirsebærblomsterne rundt i biblioteket og oplev, hvordan Japan udfolder sig i vores forskellige materialer som skønlitteratur, faglitteratur og film. Du kan låne materialerne med hjem og blive klogere på landets kultur, historie og traditioner.