Tak for en vellykket Uge17: Klima, Miljø og FN’s 17 Verdensmål

30.04.24
I sidste uge kunne hele kommunen fejre den landsdækkende Uge17 med fokus på Klima, miljø og FN’s 17 Verdensmål.

I løbet af ugen deltog mere end 1000 børn, unge og voksne. I alt var der inviteret til 28 åbne arrangementer samt en række tilbud til børnehaver og skoler. Fælles for alle arrangementer og tilbud var, at de kunne kobles til et eller flere af FN’s 17 Verdensmål.

Sundhed og trivsel, bæredygtige byer, klimaindsats og meget mere


F.eks. styrkede godt 50 børn og voksne deres sundhed og trivsel da Kastrup Gymnastikforening af 1966 indbød til ”Sjov og bevægelse med gymnastik”. Tårnby Forsyning, DHL og Københavns Lufthavn åbnede dørene og gjorde det mulig at blive klogere på blandt andet bæredygtig energi, anstændige jobs og økonomisk vækst samt bæredygtige byder og lokalsamfund.

Mere end 250 spiste grønne måltider og deltog i samtaler om madspild og hvad vi hver især og i fællesskab kan gøre med ansvarligt forbrug, da henholdsvis Ældresagen, Tårnby Kirke og Tårnby Kommunebiblioteker inviterede til fællesspisninger til Klimahandledagen torsdag i sidste uge.

Ugen kulminerede i weekenden, hvor 40 gik med på guidet gåtur på Kalvebod Fælled arrangeret af Hjerteforeningen Kbh S samtidig med at mere end 300 borgere lagde vejen forbi Tårnby Hovedbibliotek. Om lørdagen til Tøjbyttemarked, ekstraordinær Repair Cafe og børneteateret ”Regnbuebillen”. Søndag til NaturBazar og show med Anders Kofoed. Her blev bibliotekets nye naturrygsække også præsenteret – og ikke mindst udlånt. Rygsækkene er pakket med bøger, grej og idéer til aktiviteter i naturen – for jo mere vi forstår naturen, jo mere ansvar tager vi for den.

Tak til alle der bidrog


Alt dette er kun et udsnit af foreninger og institutioner der deltog med arrangementer i løbet af ugen, der i sandhed blev en uge i fællesskabets, nærområdet og klimaets tegn.

Mere end 17 af kommunens institutioner og foreninger gik sammen i partnerskaber om at skabe arrangementer med gode fremtidsvisioner for vores alles Tårnby.