Alberte i børnehave - en dum dag
Alberte i børnehave - en dum dag

En dum dag i børnehaven:(

31.10.19
Alberte er et helt almindeligt barn der går i børnehave, og i ’en dum dag’ har hun en af de dage, som vi alle kender.

Anbefalet af bibliotekar Trine Gransgaard.

Allerede inden hun ankommer til børnehaven, kan hun mærke, det bliver en dum dag. Hun har ikke lyst til at komme afsted, og hun savner sine forældre. I børnehaven går alting galt; flyverdragtens lynlås driller, hun falder på gyngen og cyklerne i cykelskuret står og fylder, så hun ikke kan komme til.
Alt går galt, og Alberte bliver til sidst så frustreret og ked af det, at hun giver pædagogen Mette en ordentlig overhaling. Heldigvis er Mette sød, og hun snakker med Alberte om, hvad der er galt. Sammen taler de om, at nogle dage kan være dumme – og at det er helt ok. Det hjælper Alberte at få sat ord på, og til sidst glemmer hun næsten, at det faktisk er en dum dag.

Der findes 4 bøger i serien om Albertes liv i børnehaven, og de giver god mulighed for at snakke om de ting, der fylder i barnets hverdag. De behandler emnerne i børnehøjde og i genkendelige rammer. Fortællingerne om Alberte kan derfor i høj grad bruges til at hjælp børnehavebørn med at få ord på og forståelse for de følelser, der kan opstå i hverdagsdramaet i et børnehavebarns liv.

Dansk
Materialer