Fiskepigen
Fiskepigen

Fiskepigen

13.04.21
Smuk og hjerteskærende graphic novel om en pige og hendes lillebror, der er alene hjemme, da vandet stiger og oversvømmer alt omkring dem.

Søren Jessens "Fiskepigen" er en utrolig flot illustreret historie, som dels er en spændende dystopi om klimaforandringer og dels en gribende fortælling om en søsters omsorg for sin autistiske bror.

Frede og hans storesøster bor i et hus på en bakketop. Huset bliver deres redning, da en storm skyller alt væk og efterlader dem helt alene. Forældrene er borte. De tog afsted på arbejde, men er ikke vendt tilbage. Hver dag holder pigen øje med vandstanden og hver dag bliver mere og mere uhyggelig. De skal sejle væk hvis det bliver muligt. Pigen prøver så godt hun kan at holde humøret oppe, og rationere det begrænsede forråd de har tilbage, og samtidig sørge for at hendes bror har det godt. Det er ikke nemt. Hvis tingene ikke helt går som Frede vil, banker han hovedet ind i ting, og det kan være svært at få Frede til at blive god igen.

Søren Jessens illustrationer er så smukke, at man let kan fortabe sig i dem - lige fra bogens forside med pigen i den gule regnfrakke, rejsende i munden på en stor fisk.
Man lader sig også let gribe af fortællingen, som rummer mange lag. Den er fuld af håb, samtidig med at den er dystopisk og en smule nedslående. 

Velegnet til højtlæsning fra cirka 10 år og selvlæsning fra 12 år.

Med "Fiskepigen" er Søren Jessen shortlistet til Kulturministeriets Forfatterpris og Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger.

Anmeldt af Kenneth Larsen.

Læs mere om Søren Jessen på Forfatterweb.

Materialer