Månedens børnebog: "Midsommergåden" af Katarina Genar

08.06.16
Børnebibliotekar Tine Lundsgaard anbefaler bogen "Midsommergåden" af Katarina Genar - en del af Sommerfugleserien. Spændende sommerferielæsning for tweens.

Sommerfugleserien er udviklet primært til piger mellem 9 og 14 år. Hvis der, som i dette tilfælde, er én sommerfugl på bogen, henvender den sig mest til de 9-11 årige. Hvis der er to sommerfugle, henvender den sig til de 12-14 årige.
Jeg synes, det er en spændende og velskrevet serie, og det er nemt at finde en god bog i serien.

” Midsommergåden” er et super sommer mysterium.
Vi følger Saga, som har en lang sommerferie, der venter forude. Hun glæder sig egentlig og har lagt planer sammen med sin storesøster Bea. Men det går ikke helt som forventet.
En tidlig morgen vækker Bea sin lillesøster, og meddeler at hun har besluttet sig for at stikke af hjemmefra. Hun er træt af uendelige skænderier med forældrene, og hun vil væk fra den lille svenske flække.
Saga får strenge ordrer på ikke at fortælle forældrene noget.  En svær hemmelighed at holde.

Det bliver nogle lange, ensformige dage hjemme. Mor og far er på arbejde, og Saga forsøger at fordrive tiden hjemme i haven - hun tæller myrer og slapper af.
En dag kommer en sort kat forbi. Den kigger meget indgående på hende og virker, som om den vil hende noget særligt. Hun beslutter sig for at følge efter den og kommer alt for langt hjemmefra.
Katten fører hende til et forsømt, men fint, gammelt nedlagt pensionat. Spændende og lidt farligt - og så begynder handlingen rigtig at tage fat.

Pensionatet virker ensomt og forladt, men Saga er alligevel for nysgerrig til at gå hjem igen.
Hun hører trin på trappen og møder en ældre kvinde, Amanda. Hun har levet hele sit liv på pensionatet, og langsomt åbner hun op for sin spændende livshistorie. Pludselig er dagene ikke så lange i sommerferien.
Saga tilbringer rigtig meget tid på pensionatet, det er rart at være væk hjemmefra, væk fra mor og far som er ved at gå op i limningen af uro over, at storesøster Bea er rejst.

Historien er utrolig velskrevet og man sluger side efter side, fordi den er spændende på flere niveauer.
Kan varmt anbefales til de 9-13 årige piger - både til højtlæsning og selvlæsning. Og det er en perfekt bog til den nært forestående sommerferie. 

Materialer