Gobi - en sand historie om en lille hunds rejse anbefalet af Rasmus Madsen

Af Per
12.02.20
Under et ultraløb i den golde kinesiske Gobiørken møder ekstremløberen Dion en lille forpjusket, herreløs hund.

Først skænker han ikke det lille kræ en tanke, men hunden følger Dion trofast gennem løbets etaper, og efterhånden vokser deres venskab. Dion navngiver den lille hund Gobi, giver den lidt af de sparsomme madrationer og en lille sjat vand, og da løbets sidste etape er ved at være slut, har Dion besluttet sig for, at adoptere Gobi og bringe den lille hund med hjem til Skotland.

Hjemme i Edinburgh sidder Dion og planlægger Gobis rejse. Det er ikke billigt, så han opretter en indsamling på internettet med stor viral succes, og inden længe er pengene i hus. Men skæbnen vil, at Gobi bliver væk i millionbyen Urumqis slum i den fjerntliggende kinesiske Xinjinang Uyghur provins. ”Den forsvundne maraton-hund Gobi er måske taget til fange af hundekødstyve” skriver Huffington Post i 2016.

Historien om hunden Gobis forsvinden går globalt, og Dions historie optræder i aviser og på TV, men Gobi er ikke til at finde, og som tiden går, svinder håbet. Dion beslutter sig til sidst for at drage tilbage til Urumqi for sammen med en umage flok kinesiske frivillige at forsøge at finde den lille elskelige hund.

”Gobi” er en smuk rejsebeskrivelse gennem ørkenens ubarmhjertige månelandskab og en inspirerende historie om livet som ultraløber, om Dions skelsættende væddemål om et halvmaraton, som bliver startskuddet til en livsomlægning og tranformation fra rødvinsbuttet livsnyder til topatlet og ultraløber i Gobiørkenens ingenmandsland. ”Gobi” er en dejligt sentimental historie om menneskets ensomme rejse, om det unikke fællesskab, og om mødet med den lille forpjuskede hund Gobi, der for altid ændrede livet for ultraløberen Dion. Bogen er allerede elsket af mange og appellerer meget bredt - og så er det jo en virkelig historie.

Dion Leonard: Gobi – en sand historie om en lille hunds lange rejse, Harper Collins Nordic 2018, 262 sider

 

Materialer