Musikbibliotek 2.0

24.02.19
Hvis du bor i området omkring Kamillevej, og Fredag den 15. Februar oplevede at ruderne klirrede, så hold igen med klagebrevet til Kastrup Lufthavn! Det var blot rockbandet Corroded Minds som løftede taget af rotunden på Tårnby Hovedbibliotek.
For hvor rotunden under sædvanlige omstændigheder står tom og mørk, kunne man på denne dag finde 70 langhårede, tatoverede og storsmilende koncertgæster stå afventende og småsludre.
 
De var kommet for at se det københavnske rockband Corroded Minds forsøge at løfte taget af det store rum.
 
Fordelen ved denne scene frem for eksempelvis Loppen eller Pumpehuset, kunne allerede ses få minutter over 20, da bandet gik på til aftalt tid, som et åbenlyst resultat af manglen på udskænkning og luksuriøst backstageområde.
 
Dette led den gode stemning dog ikke under, og Corroded Minds leverede stilsikkert det ene nummer efter det andet, som alle exelerede i balancegangen mellem den hårde rock og det melodiske, som gør at selv os, som ikke til dagligdagen dyrker den hårdere ende af rocken, kunne være med.
 
Til personalets store lettelse, og den lokale glarmesters fortrydelse holdt loftet til trykbølgerne de to guitarer, bassen, trommerne og vokalen leverede gennem de 8 medbragte forstærkere som stod som bautasten omkring scenen.
 

Selvom taget holdt, formåede Corroded Minds uden problemer at fylde det store lokale ud. Dette imponerende nok uden at lide under akustikken som marmorgulvet ellers logisk set burde bringe med sig. Faktisk kunne det menes at lokalet egnede sig enormt godt til formålet.
Alt i alt var aftenen et spændende eksperiment i, og en demonstration af, hvordan biblioteket til stadighed bevæger sig væk fra den tyssende bibliotekar og mod at være den kulturelle kamæleon, som skaber levende rum for og med sine brugere.

Husk lyden: