Logo verdensmål 16

Fred, retfærdighed og stærke institutioner: Sammen om FN's verdensmål i Tårnby

01.12.23
Fredsduer og foredrag om FN’s fredsarbejde – i december sætter vi fokus på verdensmål 16.

Fred, stabilitet og menneskerettigheder er vigtige betingelser for en bæredygtig udvikling. Og ifølge FN kan vi ikke skabe en fredelig verden uden også at skabe en bæredygtig verden – de to er altså gensidigt afhængige.

Verdensmål 16 handler grundlæggende om, at alle skal kunne leve trygge og fredelige liv i inkluderende samfund, hvor der er tillid mellem borgere, institutioner og politikere. Det er et centralt fokus at stoppe krig, men målet inkluderer også en ambition om at reducere andre former for vold fra for eksempel organiseret kriminalitet og terror.

Du kan blive klogere på FN’s arbejde med at sikre fred i verden, når tidligere generalmajor Kurt Vestergaard besøger Hovedbiblioteket tirsdag den 5. december.

Læs mere og bestil din gratis billet her

Hvad kan vi gøre for retfærdigheden?

Vi lever i en verden, hvor nogle nyder vedvarende fred, sikkerhed og velstand, mens andre er plaget af krig, konflikt og vold. I Danmark er vi så privilegerede at leve i et samfund, hvor vi ikke dagligt skal frygte for at miste vores eget eller vores børns liv til krige og konflikter, der er uden for det enkelte menneskes kontrol. Men vi kan støtte, tale om og stemme for retfærdige løsninger.

Herunder har vi samlet nogle råd til, hvad vi kan gøre for at fremme arbejdet med verdensmål 16:

  • Stop vold – og rapporter det, hvis du overværer det.
  • Bland dig, når du oplever diskrimination eller forskelsbehandling.
  • Støt demokratiske beslutninger og forbliv ikke-voldelig, når du står fast på det, du tror på.
  • Stem når der er valg.
  • Gør brug af din ret til at påvirke og vælge politikere, lokalt og nationalt.
  • Vær aktiv i at skabe et trygt lokalmiljø.

(Tak til Aalborg Bibliotekerne for lån af gode råd)

Pynt juletræet med hjerter og fredsduer

På Hovedbiblioteket kan I pynte vores hjemmelavede juletræ med hjerter og fredsduer. Skriv jeres ønsker for en mere fredelig og retfærdig verden på pynten og hæng det op, så vi sammen kan skabe et fredsjuletræ.

Materialer