Verdensmål 7: Bæredygtig energi

31.03.23
Tiden er kommet til at se på Verdensmål 7: Bæredygtig energi. Vi undersøger, hvad bæredygtig energi er, hvad vi kan gøre for at begrænse vores eget energiforbrug og hvad Tårnby Kommune gør for den grønne og bæredygtige omstilling på energiområdet.

Bæredygtig energi kommer os alle til gode. Vi sparer penge i budgettet og gør noget godt for CO2-regnskabet ved at fordoble energieffektiviteten, som delmål 7.3 lyder. Det er både godt for os selv i disse (energi)krisetider - og er et afgørende skridt på vejen mod en grønnere klode.

Fri for fossile brændstoffer

For de rige lande i Vesten handler Verdensmål 7 om at gå væk fra at bruge kul og olie og i stedet bruge mere energi fra sol, vind og vand. Dels for at mindske vores CO2-udslip og dels for at gøre os mindre afhængige af fossile brændstoffer, der stadig dækker mere end 80 procent af det globale energiforbrug.

Vi skal skære ned på forbruget af fossile brændstoffer, fordi det både er den primære årsag til klimaforandringerne, men også fordi vi er ved at opbruge energireserverne. Der bliver simpelthen mindre olie og gas, vi kan hive op af undergrunden.

Bæredygtig energi skaber mere lighed

Verdensmål 7 handler også om at give alle mennesker lige adgang til moderne energi. Der er fortsat mange lande, hvor mennesker ikke har adgang til elektricitet. Det betyder blandt andet, at omkring tre milliarder mennesker laver mad over åben ild med osende pindebrænde – og det er bestemt ikke godt for CO2-regnskabet. Den manglende elektricitet gør det for eksempel også svært for børn at læse lektier om aftenen og for familierne at følge med i nyhederne.

Men det går heldigvis den rigtige vej! Andelen af mennesker, der har adgang til elektricitet, stiger støt. Det skyldes, at solceller er blevet langt billigere de seneste år, ligesom udbredelsen af de nye LED-pærer, der kræver mindre strøm, har en god effekt.

Hvad gør Tårnby Kommune?

I Tårnby Kommune foregår der også en grøn omstilling. Der er blevet vedtaget en klimahandleplan med målsætninger om, at 15 procent af kommunens energiforbrug kommer fra vedvarende energi i 2030, og at vi skal se en CO2-reduktion på 70 procent i 2027 og 100 procent i 2050. Den energibesparelse skal opnås via klimaskærme, solceller, energistyring mm.

Læs mere på kommunens hjemmeside: https://www.taarnby.dk/om-kommunen/klima-og-baeredygtighed/klimaplan/

Skønlitteratur

Faglitteratur

For børn