Lektørudtalelse

Forfatter: Susanne Dahl Jensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Billedbog til de 5-7-årige om det at have en anderledes familie. Kan anvendes til en snak om forskellige familieformer. Kræver formidling. Forsiden fortæller ikke rigtig, hvad bogen handler om, men den korte bagsidetekst fortæller fint om indhold

Beskrivelse

Titlen er 3. del i serien Nu er det min tur, hvor forfatter har skrevet de to foregående titler i serien fra 2013, men ellers ikke andet på dansk. De to andre titler handler om Mille, der har muskelsvind og om Noah, der er adopteret. I denne nye titel handler det om Marie, der har to mødre. Marie skal i klassen fortælle om sin familie, men de andre børn tror ikke på, at hun har to mødre. Marie bliver ked af det og får en snak med mor, der giver hende nogle billeder med i skolen. Men de andre børn tror stadig Marie lyver. Først da de ser Maries to mødre sammen til en grillaften på skolen, forstår de, at hun taler sandt, og at man kan have forskellige familieformer. En fin historie fortalt troværdigt og mundret i børnehøjde om et svært tilgængeligt emne. Illustrationerne er computertegnede og viser handling i billeder, dog uden nævneværdig varme og æstetisk udtryk

Sammenligning

Der findes kun få titler for målgruppen om emnet, men bl.a. findes Niller Pilfinger åbner Bakken, 2013 for de 2-5-årige, hvor Niller har to mødre og fra 1999 Malenes mor gifter sig med Lisa for de 4-6-årige

Samlet konklusion

Der findes meget få titler om emnet til målgruppen, så bogen udfylder bestemt et hul i bestanden i forhold til emnet, men æstetisk tilbyder den knap så meget