Lektørudtalelse

Forfatter: Mette Fersum

Anvendelse/målgruppe/niveau

Til dem der vil dyrke den økologiske køkkenhave selv, eller gør det og mangler et par fif så den bliver bedre. En god bog til de mørke vinterdage som inspiration

Beskrivelse

Der er 3 forfattere bag denne bog, den ene medstifter af firmaet Årstiderne, den anden hollandsk gartner og den sidste novice ud i køkkenhavelivet. I introduktionen skriver de: Det du giver opmærksomhed vokser, og i køkkenhaven kan livskvalitet måles og vejes i kilo, god muld, antallet af solskinstimer og hjemmedyrkede afgrøder. Dette er en lækker bog, spækket med tekst og billeder om, hvordan og hvad man kan dyrke i sin køkkenhave. Den handler om 90 forskellige grøntsager, jord og gødning, havegrej, plantning, sygdomme, krukker, højbede, rodfrugter, løg, drivhuset, biodynamik, økologi og naturens egen rytme. Bagest er der ca. 70 lækre opskrifter på retter, man kan lave med grøntsager fra sin køkkenhave. Der er fx kogte artiskokker, kalvefrikasse med kamutsalat og syltet græskar med krondild, kanel og fennikelfrø

Sammenligning

Der er mange fraser i bogen som minder mig om Nicolai Kirk og hans jordbundne tanker om mad og sunde råvarer. Der er flere nyere bøger om køkkenhaven fx Isabellas store bog om køkkenhaven : fra første spadestik til sidste bærhøst, 2011, og Signe Venneberg Spis din have, 2012

Samlet konklusion

Det vil absolut være en af mine favoritbøger til sidst på vinteren, når jeg begynder at planlægge min egen køkkenhave igen. Pænt layout, flotte billeder, lækre opskrifter og godt skrevet i øjenhøjde med læseren