Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Agger

Kort om bogen

Billedbog om en fantasifuld dreng, Kalle, der er vild med at støvsuge og en dag støvsuger hele familien op. For børn fra ca. 3-5 år

Beskrivelse

Kalle er vild med støvsugeren, og han får lov til at støvsuge lidt, inden mormor kommer på besøg. Kalle suger først madrester op, men også ting som hans tøjabe, legetøjskassen, de andre tøjdyr, bøger, det lille bord, sengen og cykelkurven ryger ned i støvsugeren. Til sidst støvsuger Kalle også sin mor, far, døren, væggen, gulvet, mormor og alt muligt andet. Kalle kravler også selv ned i støvsugerens mave, hvor hele familien er samlet. Inge Duelund Nielsen har lavet flere billedbøger, fx Hulder til Balder, og Lea Hebsgaard Andersen har fx illustreret Hello Ketty

Vurdering

En finurlig historie, der foregår i Kalles vilde fantasi. Det ene fører med det andet, når han starter støvsugeren og suger den ene ting op efter den anden. Alting hænger sammen i det hyggelige familieliv, han lever i. Det er ikke en lige-ud-af-landevejen-historie, så man skal følge med, når den hæsblæsende historie folder sig ud. Tegningerne er skæve og idérige ligesom teksten, og en deltalje er referencerne til forfatteren og illustratorens andre billedbøger

Andre bøger om samme emne

Der findes mange billedbøger om fantasi, men det er svært at finde en at sammenligne denne med. I Oscar & Olivia og sørøverskatten og klassiske Bennys badekar forsvinder børn også ind i en fantasirejse