Lektørudtalelse

Forfatter: Michelé Askja K Hvarregaard

Kort om bogen

Lækre retter til stormkøkkenet. For alle der ville nyde et måltid ude i det, til tider, ustadige danske vejr

Beskrivelse

Jesper Rais, som er fotograf og friluftsentusiast, har taget initiativ til denne kogebog, med retter der kan laves på et stormkøkken. Vi bliver præsenteret for 30 retter, varierende i sværhedsgrad, så der både er noget for nybegynderne og de øvede vildmarksmennesker. Ud over bogens mange opskrifter er der også forslag til apps, der kan være givende at have på sin telefon, samt en oversigt over de væsentligste regler for færdsel i naturen

Vurdering

Det er ikke altid, at vejret eller tiden er til at lave mad over bål, så Rais kogebog er kærkommen. Den giver frihed til at tage afsted i den danske natur uanset vejr og vind, så man altid kan samles om måltidet et andet sted end rundt om det gængse køkkenbord. Kogebogen er smukt udformet i både tekst og billeder, og giver mad- og naturelskeren lyst til at komme ud over stepperne med bogen (eller smartere, hvis man skal pakke let, e-bogen) under armen

Andre bøger om samme emne

Af anden litteratur om mad og naturen anbefales Naturkogebogen og Bogen om bålmad, der supplerer Rais' kogebog supergodt