80 år i Mumidalen
Mumiuniverset fylder 80. Gå på opdagelse i Mumidalen
Af Johanne Vinther
Den finske forfatter, tegner og maler Tove Jansson skrev de første bøger om mumitroldene under og som en reaktion på 2. verdenskrig. Bøgerne er i dag kendte og elskede over hele verden, men de bærer præg af tiden, som de er skabt i. Mange oplever en skyggeside i universet, men netop denne gør historierne og karaktererne relevante i dag. Jansson var ikke bange for at tage fat på store emner og følelser i sine fortællinger til børn. Dengang som nu kan børnelitteraturen være en måde at sætte ord på tanker og følelser, som måske ellers kan være svære at håndtere.
Mumidalen er på den ene side hyggelig men på den anden side ikke altid sikker. Katastrofer lurer i form af oversvømmelser, vulkaner og kometer, som man møder allerede i de første bøger. Heller ikke alle karakterer er så hyggelige som Mumitrolden. Der er fx forfaderen i kaminen eller væsenet, der kun ses som lysende øjne under opvaskebordet. De fleste vil nok også kunne huske Lille My, der kan blive frygtelig vred, eller Murren, den ensomme grå skikkelse, som søger lys og varme, men i stedet spreder mørke og kulde, hvor den går. Historierne fra Mumidalen kan hjælpe til at tage hul på svære snakke med børn fx om krig eller klimakrise.
Vi har samlet en række bøger både om Mumidalen og andre, som italesætter svære emner, som Jansson så fint gør det med historierne om Mumi. I kan også besøge biblioteket, hvor I finder en bogudstilling om Mumiuniverset og kan farvelægge tegneark med Mumimotiver.