Cykeldrømme og bjergmyter
Venter du også spændt på, at Tour de France skal gå i gang? Og ved du ikke, hvad du skal gøre af dig selv i mellemtiden? Så frygt ej, for vi har fundet en masse bøger til at afhjælpe lige netop dét problem.
Af Marianne Pedersen
Ventetiden har syntes lang, men snart vender verdens største cykelløb tilbage til de franske landeveje. Vores danske landevejshelte skal sendes ud på slagmarken og kæmpe for hæder og ære for vores lille (cykel)land. Ordene synes måske lige lovlig pompøse, men løbet kræver blod, sved og tårer, og historierne og myterne om det er mange og lange.
Vi har samlet en bunke bøger – både faglitteratur og skønlitteratur – som alle sammen har cykelløbet i centrum. Dem kan du muntre dig med både nu i ventetiden og på de laaaange sommeraftner efter etapernes afslutning. Der er noget for både børn og voksne, og der er alt fra gode solide opslagsværker og biografier til lyrik og krimier – altså noget for enhver smag, du kan lade dig inspirere af. God læselyst og rigtig god Tour.