Regnbuebøger for alle

Måske har du lagt mærke til, at små regnbuer er begyndt at dukke op forskellige steder på biblioteket? Det skyldes ikke det skiftende danske forårsvejr, men at vi på Tårnby Kommunebibliotek ønsker at skabe en mangfoldig og repræsentativ samling, der gør det lettere for jer at finde bøger med LGBTQ+ emner.

LGB... hvaffor noget? 

LGBTQ+ eller queer refererer til seksuelle orienteringer og/eller kønsidentiteter, der ikke svarer til normen. Når man taler om normen i den forbindelse, er det ofte den heteronormative forståelse af, at der kun findes to køn (mand/kvinde) og at opdragelse, parforhold og familieformer indrettes derefter. LGBTQ+ handler altså ikke kun om seksualitet (selvom bogstaverne refererer til seksuel orientering) men om retten til at være- og gøre ting på en anderledes måde end normen. 

På Tårnby Bibliotek, vil vi gerne bakke op om mangfoldigheden ved at oplyse om alternativer til normen og repræsentere minoritetsgrupper. Vi ønsker desuden, at alle borgere kan føle sig spejlet i samlingen og trygge, når de kommer i vores biblioteksrum.  

Regnbuehylden i ungdomsafdelingen

Hvad er en Regnbuehylde?  

Regnbuen er blevet et symbol for LGBTQ+ og queer bevægelsen - og for mangfoldigheden generelt.  
Regnbue- litteratur er altså et begreb, vi bruger om litteratur der beskæftiger sig med LGBTQ+ emner.  

En regnbuehylde er en hylde med litteratur eller andre materialer, der i temaer eller karakterer inkluderer LGBTQ+ personer. De bøger, der står på hylden, spænder ellers bredt. Der er både digte, skønlitteratur, tegneserier og ungdomsbøger. Bøgernes indhold varierer også i, hvordan de relaterer sig til LGBTQ+ emner – om det er hoved- eller bi-plot, nutidige eller historiske problemstillinger, fagligt baseret eller fantasi. Regnbuehylden på Tårnby Bibliotek står ved halvvæggen ind mod Rotunden. 

Temainddeling i børnebiblioteket

Regnbuelitteratur for børn og unge

Mange regnbue- tematikker henvender sig ikke kun til voksne, men også til børn og unge. Kønsidentitet, pubertet, alternativ familiedannelse og kønsnormer i leg og opdragelse er eksempler.  

I afdelingen med ungdomslitteratur findes der således et tema, der hedder LGBT+, hvor der er står regnbuelitteratur udvalgt til et yngre publikum.  

I børneafdelingen kan du også finde regnbuelitteratur i samlingen under temaer som: “Familie”, “Plads til forskellighed” og “Jeg er mig, du er dig”.  

Husk  

At du altid kan rette henvendelse i Info og til bibliotekarerne på Tårnby bibliotek, hvis du har spørgsmål til og om Regnbuelitteratur eller andre LGBTQ+ tilbud. Vi vil altid gerne hjælpe.  

Her kommer et par digitale anbefalinger, så du selv kan gå på opdagelse i Regnbuelitteraturen. 

God fornøjelse! 

Anbefalinger til voksne

Anbefalinger til unge

Anbefalinger til børn

11.04.23
Dansk