Lyt til historiske romaner på eReolen

07.02.24
Vi har samlet seks historiske romaner af aktuelle forfattere, som du kan lytte til på eReolen.

En bølge af historiske romaner skyller ind over det litterære Danmark, hvor markante samtidsforfattere bruger danmarkshistorien til at bringe vores historie og nutid til debat.

Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler

Ditte Holm Bro skaber en stærk og poetisk fortælling, hvor vi indånder støvet fra 1950ernes kvindeliv i en imponerende sanselig skrift. ’Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler’ giver læseren mulighed for at reflektere over de tunge samfundsmæssige og kulturelle forventninger, der er til at blive og være (hus)mor – nu, som i før i tiden.

Lyt til bogen på eReolen

Rans vilje

Menneskets eviggyldige kamp med naturen udspiller sig i Peder Frederik Jensens mytologiske historiske roman, hvor sømanden Roar oplever en flodbølge i både bogstavelig og følelsesmæssig forstand. Både naturens kræfter og menneskelig håndkraft har været med til at ændre det danske landskab – ligesom mennesket har formet naturen, ligeså har naturen formet mennesket. Sådan rammesættes fortællingen i ’Rans vilje’ med nutidens øjne, der skuer ud over landskabet og bagud i historien.

Lyt til bogen på eReolen
 

Indtil vanvid, indtil døden

Fremragende og tankevækkende roman om en dansk kvinde, der efter sin mands død i 1942 tager på rekreation i München og oplever hverdagen i det nazistiske Tyskland. Som altid hos Kirsten Thorup er der ikke noget, der er helt sort eller hvidt, og bogen minder os derfor om, at vi i en verden med krig skal hjælpe hinanden og undgå stærke fjendebilleder. Thorup er aktuel med den selvstændige fortsættelse ’Mørket bag dig’.

Lyt til bogen på eReolen
 

Den virkelige verden

I 1960’erne blev der foretaget hemmelige LSD-forsøg med psykiatriske patienter i kælderen på Frederiksberg Hospital. Gennem den unge læge Edith og nogle af hendes patienter inviteres læseren med ned i kælderen og ind i sindets skræmmende uvirkelighed. Det er eminent realisme om, hvordan magt og ambition korrumperer og efterlader mennesker i frit fald.

Lyt til bogen på eReolen

Tabita

’Tabita’ er en gribende og stærk fortælling om kærlighed og drømme, der bliver til mareridt og om børn, der bliver ofre. Mondrup skildrer på mageløs vis et nådesløst sammenstød mellem den grønlandske og danske verden gennem pigen Tabitas møde med en dansk familie. Tabitas historie fortsættes i bøgerne ’Vittu’ og ’Bjørn’.

Lyt til bogen på eReolen

Sange om stilhed og hjem

Hjerteskærende fortælling om østtyske flygtninge på flugt fra russernes indtog bør være pensum for velfærdsstruttende danskere. 'Sange om stilhed og hjem' er som titlen vidunderligt smuk og vigtig læsning i en tid, hvor flygtninge igen og igen bliver set som uønskede udfordringer i rige og trygge samfund.

Lyt til bogen på eReolen

 

Materialer