Verdensmål

FNs verdensmål 9: Industri, innovation og infrastruktur

Bygge robust infrastruktur, fremme inklusiv og bæredygtig industrialisering og understøtte innovation

Af Biblioteket

Siden 2015 er der sket markante fremskridt med at udbygge infrastruktur, styrke industrien og fremme innovation. Den globale værditilvækst i fremstillingsindustrien pr. indbygger steg med 17,3 procent mellem 2015 og 2024. 

Men udviklingen er langt fra lige fordelt. Mange udviklingslande kæmper stadig med store barrierer, der bremser en mere retfærdig og bæredygtig industrialisering.

På trods af fremgangen i grøn energi steg de globale CO2-udledninger fra brændstofforbrug og industri til et rekordhøjt niveau på 37,6 milliarder ton i 2024 – en stigning på 8,3 procent siden 2015. Rene energiteknologier har bremset væksten, men den stigende efterspørgsel efter energi fortsætter med at presse udledningerne op.

Hvis verden skal nå mål 9, skal landene investere langt mere i robust infrastruktur, forskning og udvikling samt sikre, at flere får adgang til teknologiske fremskridt.

Det er afgørende at overvinde den digitale kløft for at sikre lige adgang til information og viden, og derigennem fremme innovation og iværksætteri.
Industri, innovation og infrastruktur er et af 17 verdensmål, som indgår i udviklingsdagsordenen for bæredygtig udvikling frem mod 2030. En integreret tilgang er afgørende for fremskridt på tværs af de forskellige mål.