Nobelprisen i litteratur og Svenska Akademien
Den 8. oktober offentliggøres vinderen af Nobelprisen i litteratur. Prisen er én af i alt 6 priser, som Nobelstiftelsen hvert år uddeler for udmærkelser indenfor et varieret felt: fysik, kemi, medicin, litteratur, økonomi og fred. Nobelprisen betragtes som en af de mest eftertragtede civile hædersbevisninger, man kan modtage.
Af nikolaj sandberg
Modtageren af Nobelprisen i litteratur udpeges af Svenska Akademien, som er et litterært akademi bestående af 18 medlemmer – også kaldet ”De Aderton”. Foruden udpegningen af Nobelprisvinderen siden 1901, har akademiet til opgave at værne om det svenske sprog og litteratur.
Akademiet blev stiftet i 1786 af den svenske Kong Gustav 3., men først i 1917 entrerede det første kvindelige medlem i akademiet – ingen ringere end selveste Selma Lagerlöf, som sad på stol nr. 7. I Svenska Akademien har medlemmerne nemlig faste stole, og det længst siddende medlem er Anders Österling, som sad på stol nr. 13 i 62 år – når altså han ikke havde forpligtelser andre steder. Af andre prominente medlemmer gennem tiden kan nævnes Kerstin Ekman, Klas Östergren, Horace Engdahl og Sara Stridsberg.
Det er ikke kun svenske forfattere, der kan vinde Nobelprisen i litteratur, selvom det er lykkedes dem at vinde prisen hele otte gange. Det er betydeligt mere end hvad Danmark har formået. I 1917 delte Henrik Pontoppidan og Karl Gjellerup prisen, mens den i 1944 gik til Johannes V. Jensen. Med Jon Fosses tildeling af prisen i 2023 sneg Norge sig akkurat op på fire sejre, og Danmark er dermed et skridt bagefter vores nordiske naboer, når det kommer til Nobelpriser i litteratur.
De seneste ti år er prisen blevet uddelt til disse forfattere:
2025 – László Krasznahorkai (Ungarn)
2024 – Han Kang (Sydkorea)
2023 – Jon Fosse (Norge)
2022 – Annie Ernaux (Frankrig)
2021 – Abdulrazak Gurnah (Tanzania)
2020 – Louise Glück (USA)
2019 – Peter Handke (Østrig)
2018 – Olga Tokarczuk (Polen)
2017 – Kazuo Ishiguro (Storbritannien)
2016 – Bob Dylan (USA)
Tildelingen af prisen til Bob Dylan i 2016 vakte opsigt. Kritikken gik på, at prisen burde gå til en forfatter og ikke en musiker. Svenske Akademien begrundede udnævnelsen med, at Dylan havde ”skabt nye poetiske udtryk indenfor den store amerikanske sangtradition”. Dylan mødte ikke selv op for at modtage prisen.
Med Nobelprisen i litteratur følger omtrent 10 millioner svenske kroner, en medalje og et personligt diplom. Af mere kuriøse præmier følger dog også et formelt tilbud om svensk statsborgerskab. Det hører sig dog til sjældenhederne, at vinderne faktisk indløser statsborgerskabet. Oprindeligt blev prisen givet for at hædre udgivelsen af et særligt værk, men i dag gives prisen oftere som en hyldest til et helt livsværk. Det er således ofte hele forfatterens litterære produktion, som ligger til grund for tildelingen af prisen.
Vi følger spændt med, når vinderen offentliggøres den 8. oktober. Og så krydser vi fingre for, at der ikke går alt for længe, før en dansk forfatter igen løber med hæderen!